Den danske mark i en bølgen går
som åndedræt af en venlig kvinde.
Sødt gynger byggen sit silkehår,
og ruggen ånder med sol i sinde
og vinden iler
til hvedens bryst.
Hvor fager smiler
den danske kyst.
Der driver høduft med krydret vind.
Igennem engen en å sig slynger.
Og lærken ringer skærsommer ind,
mens vilde blomster ved grøften gynger.
Gravhøje kroner
det grønne land.
Hvor skønt fortoner
sig sø og strand!
Johannes V. Jensen, 1925
